Livets ånde er udødelig

Tim Pallis

De romersk katolske trappistmunke beder og synger sammen, men ud over dette mundtlige fællesskab har de afgivet et tavshedsløfte i deres omgang med hverandre i klostret. De hilser dog på hinanden ved at sige: Memento mori! Husk på døden! Der er imidlertid også et memento vivere! Husk at leve! Eller husk at du trækker vejret!

En af de vigtigste meditationstekster i Theravada buddhismen er paliteksten Satipatthana. Den indgår i både Digha Nikaya og Majjhima Nikaya og er helt uundværlig for den praktiserenes træning af opmærksomheden og realisereng af nirvana.

Teksten er tæt knyttet til de fire ædle sandheder og omfatter en detaljeret vejledning i at være klart opmærksom på 4 forskellige områder med hensyn til oplevelsen af sig selv:

1. Kroppen (kaya)

2. Følelsesbetonede fornemmelser (vedana)

3. Sindet (citta)

4. Tankerne (dhamma).

Satipatthana er derfor den vigtigste tekst om praksis i den oprindelige buddhisme.

Mahayana buddhismen har flere lignende meditations vejledninger, men her lægges der mest vægt på at erkende de forskellige aspekter af menneskets erfaringsverden som tomme eller sunyata. I zen buddhismen har man en meditationspraksis, der stiller ind på bevidstheden i sig selv for at erkende buddhanaturen.

Man kan ikke sige, at det er selve meditationen, som fører til denne erkendelse, fordi vi altid har været denne naturlige tilstand, som sanser og erfarer virkeligheden direkte. Men meditationen er en træning i at være åben som et spejl, at registrere alt og at være den rene bevidsthed, hvor vi kan sanse verden, således som den virkelig er.

Det, man i zen buddhismen kalder opvågnen (satori), er ikke en intellektuel erkendelse, som man kommer til ved at tænke sig til det, men snarere en opdagelse af det, der altid har eksisteret nemlig alle tings egentlige natur.

Enhver intellektuel erkendelse har sin begrænsning, men det at erkende sin egen og alle tings buddhanatur er en helt anden slags erkendelse eller opdagelse, som tanken ikke kan gribe og sproget ikke formulere.

Satipatthana er som sagt den oprindelige buddhistiske praksis, hvorom Sakyamuni Buddha sagde: "Dette er den eneste vej til afklaring, for at overvinde sorg og bekymring, for at afbryde lidelse og kval, for at komme på rette vej og for at nå nirvana".

Det vigtige ved denne træning af opmærksomheden eller sati er at blive i stand til en direkte nøgen registrering af vor sansning og vore fysiske og mentale aktiviteter uden at objektivere og farve disse begrebsligt, emotionelt eller vurderende.

Kun på denne måde kan vi se virkeligheden, som den egentlig er: "Således må du træne dig selv. I det sete må der kun være det sete, i det hørte kun det hørte, i det forestillede kun det forestillede, i det opfattede kun det opfattede."

Den første del at denne træning hedder anapanasati eller opmærksomhed på åndedrættet, hvor man vejledes i at fastholde opmærksomheden på både indånding og udånding under alle livets forhold. I Anapanasati Sutta om det fuldt bevidste åndedræt siges følgende:

"Når man tager en lang indånding, ved man, jeg tager en lang indånding. Når man foretager en lang udånding, ved man, jeg foretager en lang udånding."

"Når man tager en kort indånding, ved man, jeg tager en kort indånding. Når man foretager en kort udånding, ved man, jeg foretager en kort udånding."

"Jeg trækker vejret ind, og er bevidst om hele kroppen. Jeg puster luften ud, og er bevidst om hele kroppen. Således praktiserer man."

"Jeg trækker vejret ind, og hele kroppen bliver stille og fredfyldt. Jeg puster luften ud, og hele kroppen bliver stille og fredfyldt. Således praktiserer man."

Det siges ofte, at åndedrætspraksis er en forberedende træning til en mere spirituel træning, men her skal man nok være forsigtig med at tro, at der findes en praksis, som er dybere eller mere avanceret end det ganske enkle at være opmærksom på åndedrætsfunktionen.

Der er naturligvis forskellige teknikker, som man kan afprøve i sin meditation for bedre at kunne fastholde eller koncentrere opmærksomheden på sin ind og udånding. Man kan f.eks tælle vejrtrækningerne én for én og iagttage åndedrætsmusklernes funktion under vejrtrækningen. Man kan også være bevidst om luftens passage gennem struben eller næsen, eller man kan tilbageholde udåndingen og bevidst forlænge den.

Således kan man arbejde med sit åndedræt på forskellig måde, indtil den rene iagttagelse blot registrerer, hvad der foregår, indtil åndedrættet bliver så stille og umærkeligt, at det føles, som om det er gået i stå.

Det lange, dybe åndedræt praktiseres både i østlige og vestlige spirituelle traditioner. I sufi mystikkens meditationspraksis dhikr, som betyder ihukommelse, knytter man trosbekendelsen eller den første af islams 5 søjler nemlig sætningen la ilaha, som betyder, der er ingen gud, til indåndingen, og sætningen illa Allah, som betyder kun Allah, til udåndingen.

I den græsk ortodokse tradition hesychiasme træner munkene på Athosbjerget i at forbinde åndedrættet med Jesus bønnen eller hjertets bøn: "Jesus Kristus, Guds søn, forbarm dig"

Men også i Vesteuropa har man et spirituelt forhold til åndedrættet. Den store tyske digter Goethe (1729-1832) har i digtsamlingen West-östlicher Divan skrevet følgende i digtet Talismane:

Im Atemholen

sind zweirlei Gnaden:

Die Luft einziehen,

sich ihrer entladen;

Jenes bedrängt,

dieses erfrischt;

So wunderbar

ist das Leben gemischt.

Du danke Gott,

wenn er dich presst,

Und dank' ihm,

wenn er dich wieder entlässt.

I åndedrættet ligger

en tofoldig nåde:

At indsuge luften

og at befri sig for den;

Det ene trykker,

det andet vederkvæger;

Så underfuldt er livet sat sammen.

Så tak du Gud,

når han presser dig,

Og tak ham også,

når han befrier dig igen.

(Oversat til prosa af Birgitte Kolby Jensen)

Dette digt er en forbedret udgave af den persiske digter Sa'dis digt i Gulistan, som Goethe havde læst:

Hvert åndedræt

har to velsignelser:

Livet indåndes,

og hengemt, dårlig luft udåndes.

Derfor tak Gud 2 gange,

hver gang du trækker vejret.

Livets ånde, som alle dødelige væsner har fået, er i sig selv udødelig. Alt, hvad der er født, må på et ubestemt tidspunkt dø. Men der er noget, som ikke dør. Det er ikke ualmindeligt at høre en mystiker sige: Jeg dør slet ikke eller jeg forlader jer ikke eller jeg går ingen steder, uden at man rigtig forstår, hvad han mener.

Det, som ikke dør, har ikke noget med reinkarnation eller genfødsel at gøre. Det er nemlig ikke noget, som er underkastet tiden og som fødes og dør og bliver født igen for at leve videre i en anden form. Det, der er udødeligt, har ingen form og transcenderer tiden. Det er det evige nu.

Det evige nu er en vågen bevidsthed, et bevidsthedsrum, som ikke forgår, hvori alle ting befinder sig og altid vil befinde sig. Dette bevidsthedsrum kan opdages umiddelbart, men har i sig selv ingen begyndelse eller afslutning, fordi det har nuets evighed med sig. Det er så at sige immanent i nuet.

Det, at livets ånde er udødeligt, er svært at forstå for den, som har stået ved én af sine kære og med egne øjne set det sidste åndedræt snappet væk. Hvor gik hun hen?

Udefra kan vi se, at mennesket dør, men vi kan aldrig selv dø, fordi vi aldrig vil kunne erfare dødens øjeblik. Den græske filosof og mystiker Epikur (341-271 f.v.t.) sagde, at man ikke behøver at frygte døden, for når døden er der, er vi der ikke, og når vi er der, er døden der ikke.

Det evige nu kan vi derfor aldrig forlade, selv når den refleksive bevidsthed er ophørt, som i den meditative koncentrationstilstand, der hedder absolut samadhi. Selv om man dør i lysvågen tilstand, vil man aldrig erfare det øjeblik, hvor livets ånde ophører. Derfor kan vi sige, at livets ånde er udødelig.

Den, som i livet har været opmærksom på sit åndedræt, således at der ikke er forskel på hans bevidsthed og nuets evighed, kan sige: Jeg dør slet ikke, vel vidende, at buddhanaturen er vort fælles sande væsen og nuets natur.

Spørgsmålet er, om det, som kristendommen kalder det evige liv eller gudsriget, er noget hinsidigt eller dennesidigt? I buddhismen er det evige nu klart nok dennesidigt. Her hænger fødsel og død sammen, ingen fødsel uden død og omvendt.

Alligevel er det helt grundlæggende i buddhismen, at der ingen død findes. Når man spørger zen mestrene om, hvordan dette dog skal forstås, får man det paradoksale svar, at man aldrig er blevet født.

Man beskæftiger sig derfor i sin meditationspraksis med spørgsmål som: Hvad er det, som ikke er blevet født? Indtil man opdager, hvad der er ens udødelige natur. Her vil det være på sin plads at citere et Jesus ord: "Før Abraham blev født, jeg er", eller zen mesterens: "Hvad ér du, før du blev født?"

Hjertesutraen siger: "Ingen forfald og død og ingen ophør af forfald og død." Dette mærkelige udsagn siger noget om buddhismens vigtigste formål, nemlig at være en medicin mod den lidelse, som er forfald og død. Ved at opdage, hvad man egentlig er, før man blev født eller efter, at man er død, finder man en livsalighed, som er dybere end almindelig livsglæde.

Denne livsalighed er ikke forskellig fra kristendommens evige liv, Amida buddhismens evige lys eller zen buddhismens evige nu. Det er årvågenhedens bevidsthedsrum eller det evige nuvær, hvor der ikke længere er nogen tanke om forfald og død, skønt der ikke er noget ophør af forfald og død.

Det hebræiske ord for ånde er ruah er interessant nok femininum. I det Gamle Testamente er vinden Guds ånde, som bragte orden i kaos og gav mennesket liv. Vinden er den hellige ånde og formidler af "ordet" (Logos) i kristendommen. Luften er vort usynlige liv, sagde den katolske helgen Sankt Martin.

På græsk hedder det pneuma og på latin spiritus. Er det forkert at sige, at luften er den universelle bevidstheds livskraft eller funktion eller, at vinden er den kosmiske ånde? I taoismen er rummet mellem himmel og jord nemlig fyldt med ch'i (japansk ki), som er det kinesiske tegn for luft eller ånde, hvor i vi alle lever og ånder som fiskene i vandet.

Den indiske gud Vayu, der gennemstrømmer rummet, er både livets vind, ånde og ord. Tidligt i indernes mytologiske digtsamling Rigveda kaldtes denne universelle ånde atman, som oprindeligt betød "det hele". Atman kom senere i Upanishaderne til at betyde selvet. Dette selv opnår den endelige befrielse, når man opdager, hvad det altid har været.

Den franske forfatter René Alleau har i sit værk Aspects de l'Alchimie Traditionnelle, Paris 1953, sagt følgende om livets vind eller ånde:

"Spirituelle energier symboliseres ofte af et klart lys eller, og dette er mindre kendt, af vind! Når stormen kommer, kan man forudsige, at der vil komme en stærk bevægelse af ånd eller af ånder. Fra religiøse erfaringer ved vi, at det guddommelige kan komme til syne som en mild brise eller en voldsom storm. Det ser ud til, at det kun er orientalere, som kan forstå betydningen af det tomme rum, hvori vinden blæser, som de paradoksalt nok opfatter som et mægtigt symbol på energi."

Den japanske zen mester Mumon Yamada eller Mumon Roshi (1900-1988) var den øverste abbed for Rinzai Zen templet Myoshinji og blev kaldt Showa tidens Hakuin, efter Edo periodens store zen mester Hakuin Zenji. Mumon var en af dette århundredes mest betydningsfulde Rinzai zen mestre.

Mumon Roshi fik ligesom mange af hans samtidige tuberkulose, da han var ung. Lægerne havde opgivet ham, og han var tvunget af omstændighederne til at leve alene for sig selv uden hjælp og uden medicin. Da tuberkulose er meget smittefarlig turde ingen komme i nærheden af ham, og han følte derfor, at han ikke var til nogen nytte og uønsket. Han troede at alle blot ventede på, at han skulle dø.

Men en dag følte han sig lidt bedre og åbnede vinduet for den kølige morgenbrise. Ude i haven så han nogle blomster bevæge sig i vinden. Hvad er det, denne brise? Det er luft, og den bevæger sig! Med den tanke var det pludselig, som om hans hoved var blevet ramt af en jernstang.

I det øjeblik vågnede han for første gang op til tilstedeværelsen af en stor magt. Han indså nu, at han ikke var alene og ensom. Der var en mægtig energi, som omfavnede ham og levede igennem ham. Han forstod, at han altid havde modtaget sit åndedræt fra denne luft og fået livet af den.

Det samme er tilfældet for alle himlens og jordens eksistenser. Han forstod også, at han dagligt modtog alle livets velsignelser fra denne store energi, som altid havde favnet ham. Da han således erkendte, at bevidsthedsrummets store væren var hans ophav og støtte, og at han ikke var alene, blev hans sind helt afklaret og let igen. Han skrev da følgende digt:

I denne morgenbrises kølighed

opdager jeg

at jeg er i live og favnet

af den store væren

Mumon Yamada havde opdaget, at den luft, som også strømmede ind og ud af ham selv, var en vederkvægende kilde til liv. Denne milde luft, som er så livsalig og essentiel, adskiller ikke mellem det væsen, som ånder, og det luftrum, som er hele tilværelsens store væren.

Den havde altid været ham nær, og alligevel havde han ikke tidligere været opmærksom på, hvor betydningsfuld den egentlig var, og hvor begunstiget han var ved at kunne trække vejret og være i live og ét med alle ting.

Alt er én ud fra en buddhistiske opfattelse af tilværelsen, men det kan virke ulogisk for intellektet, at denne ene samtidig er en flerhed, hvor de enkelte eksistenser hver især betinger helheden. Det, at alt er én, betyder altså ikke, at alt flyder sammen, for enhver eksistens er nødvendig for helheden og omvendt.

Egentlig talt er der ikke noget udenfor én selv. Der er kun ens eget sande væsen eller buddhanatur. Derfor behøver man ikke at adskille mellem indre og ydre, sig selv og omverden. Dette er vanskeligt at forstå for intellektet, som er vandt til sprogets dualistiske tendens. Men i virkeligheden er det såre dagligdags og ukompliceret.

En hund, der gør, fanges af opmærksomheden, der som et spejl afspejler lyden. Enhver direkte sansning opfattes umiddelbart før tanken bestemmer, hvad det er. I det altomfattende bevidsthedsrum, som vi hver især er, er der intet udenfor. Ingen person er udenfor bevidstheden, men i den. Alligevel er vi hver især en enestående eksistens.

Den luft, som vi både indånder og udånder forener os i nuet med totaliteten af alle ting uden at opdele verden i "jeg" og "omverden". Ved at finde luften kan vi erkende den store væren, som omfatter hele den sansede virkelighed, som den kommer til syne i bevidstheden. Denne udelelige totalitet er det vi kalder buddhanaturen, og det er vor egentlige natur.

Den japanske zen mester Shodo Harada Roshi siger i et brev til Jessica i bogen "Wherever we walk there is the path": "Tag f. eks luften omkring os - hvem husker at være taknemlig for luften - overfor luften? Vi tager den alle for givet. Ingen tænker på at sige tak til luften, men hvad enten vi ser den eller ej, er den der altid. De, som opfatter den, kender glæden ved altid at være velsignet af den."

Luften er så tæt på os, at vi ikke er opmærksom på den, ligesom vi heller ikke er vågen overfor det enestående faktum, at vi kan trække vejret. Det er den kropslige funktion, som er mest livsvigtig for os. Luften er usynlig, og derfor omtaler vi den sjældent.

Vi opfatter den gerne som en slags negativ tilstedeværelse eller et fravær af noget. Men luften er selv en positiv tilstedeværelse, en kontakt mellem alle ting, hvor berøringssansen forener den, der sanser, med det, som sanses, til en helhed.

Vi er på en vis måde ét med luftens nuvær på samme måde, som en fisk er opslugt af havets dyb. Luften sammenføjer alle ting og ophæver subjekt og objekt, og på den måde næres livsglæden af en allestedsnærværende kraft. Det er den skjulte sammenhæng i vor sanseopfattelse af tilværelsen.

Opmærksomhed på åndedrættet er derfor den bedste metode i zazen praksis, fordi åndedrættet sætter os i intim forbindelse med vort indre liv. Det er en bro mellem krop og sind. Sanseoplevelsen af åndedrættet gør os opmærksom på dét vi fundamentalt set er. Efter hver udånding er der en følelse af, at vi er kommet hjem, og derefter føles det, som om indåndingen kommer ud af denne hjemstavn.

Åndedrætsfunktionen er dét, der er allernærmest den stilhed, som vi dybest set ér, og som er alle tings baggrund. Hver gang vi med fuld opmærksomhed har åndet helt ud, føler vi derfor, at vi virkelig lever denne stilhed. Dette har dyb spirituel betydning.

Meditation er en træning i at være opmærksom på opmærksomheden, som Aldous Huxley (1894-1963) sagde, og den bedste måde er, at være opmærksom på sit åndedræt til det bliver langt, dybt og roligt. Når man opdager, at stilheden er ens natur, opdager man også en særlig livsalighed, som er finere end blot en følelsesbetonet livsglæde.

Åndedrættet har to funktioner, for det første fornyer det kroppens energi, og for det andet peger det på vor åndelige baggrund eller sjælelige stilhed. Hvis vi pludselig ikke kan ånde, bliver vi øjeblikkeligt disparate og opdager nødvendigheden af at få luft.

Dette er baggrunden for betydningen af dåben i mange religioner. Hovedet bliver holdt nede under vandet en kort stund, men længe nok til at man erkender, at luften og livet er en ufattelig gave. I det øjeblik forstår man, at det at kunne trække vejret er det dyrebareste i livet. Alligevel er vi stort set ikke opmærksomme på, at åndedrættets mirakel faktisk finder sted af sig selv seksten gange i minuttet.

De spirituelle traditioner i verden er meget kulturelt forskellige, og troens veje og vildveje er besynderlige. Mennesker kalder sig buddhister, kristne, sufier, hinduister eller taoister, og dog er vor egentlige natur fælles for os alle. Selvom vi med vore tanker og vor tro adskiller os fra hverandre, så er vi dog fælles om luften, som fylder vore lunger.

Den luft, som strømmer overalt, og ikke er partisk med hensyn til lande og folk, fugle og dyr, strømmer ind i os alle. Det du udånder, indånder jeg. Derfor er vi alle forbundet med det samme bevidsthedsrum og med hverandre.